Hvad er endometriose?
Lider du af endometriose, findes der væv af samme art som livmoderslimhinden uden for livmoderen i fx æggestokkene, i æggeleder, på de bånd der holder livmoderen på plads, i blæren, i tarmene, i området mellem skeden og endetarmen eller mere sjældent i bughinden. Hver måned reagerer dette væv på samme måde som livmoderslimhinden på kønshormonerne. Dvs. at vævet vokser i takt med ændringen i kønshormonerne og samtidig med menstruationen, bløder vævet uden for livmoderen også.
I modsætning til menstruationsblodet kan blødningen fra endometriosen ikke komme ud, og der kan opstå betændelse i vævet, og med tiden dannes arvæv, som kan ødelægge æggestokkene på grund af cystedannelse og aflukke æggelederne. Disse vævsforandringer gør det svært at blive gravid.